Golf gavner andre end golfspillerne
At golfsporten er en kilde til glæde, bevægelse og socialt samvær er der ikke noget nyt i.
Men en ny undersøgelse understreger, at golfsporten har en lang række gavnlige virkninger på samfundet som helhed.
Det sundhedsmæssige er måske det område, hvor det slår stærkest igennem.
Undersøgelsen som er lavet af Damvad Analytics konkluderer, at minimum 74 af de 795 medlemmer af en gennemsnitlig golfklub ville blive inaktive, hvis klubben ikke fandtes. En almindelig dansk golfklub sparer derigennem samfundet for minimum 320 årlige sygedage
Samtidig forebygger en almindelig golfklub minimum seks tilfælde af type 2-diabetes
Glæden ved at bevæge sig er blot en af de faktorer, der gør golfspillere til Danmarks måske mest loyale sportsudøvere. Når først en person kommer i gang med at spille golf, bliver han eller hun gennemsnitligt ved i næsten ti år viser tal fra Dansk Golf Union.
Hvis man lægger til, at golfsporten har flere end 150.000 udøvere og er den største organiserede sport i Danmark for folk over 25 år, så bliver gevinsten tydelig at få øje på.
Den lokale golfklub er også en gevinst på det sociale plan. Man kan spille golf hele livet, og der er kun få sportsgrene, der på samme måde som golf kan være ramme om fællesskab på tværs af generationer – og konkurrence på tværs af niveau. Golfsportens unikke handicapsystem betyder nemlig, at alle golfspillere kan dyste mod hinanden, uanset deres niveau.
Undersøgelsen fra Damvad Analytics viser, at 92 procent af alle golfspillere deltager i en eller flere klubaktiviteter, og dermed får social værdi gennem golfsporten.
Men golfsportens sociale værdi strækker sig længere end til medlemskartoteket.
Golfklubberne er i stigende grad rammer om sociale og kulturelle aktiviteter, som de omkringliggende samfund har glæde af. Restauranten kan måske bruges til jazzkoncert. Den ene fairway kan måske bruges som skiløjpe om vinteren. Eller stisystemet omkring banen kan måske bruges til traveture, også for dem, der (endnu) aldrig har haft en golfkølle i hånden.